BLÅ MANDAG

8 gode råd til BLÅ MANDAG

Tag kun de penge med, du skal bruge. Hav pengene et sikkert sted, fx i en pengekat på maven under tøjet.

Overvej om du overhovedet skal tage nogle af dine konfirmationsgaver med på Blå Mandag. Overvej om det fx er smart at tage de nye smykker eller den nye smartphone med på Blå Mandag – for der kan desværre være lommetyve der gerne vil have del i gaverne.

Tag kun de penge frem, du skal betale. Stå ikke og vift med hele formuen, så du ligefrem skilter med, hvor mange penge du har.

Gå aldrig alene. Sørg altid for, at I minimum er to sammen hele tiden. Og gå aldrig med nogen, du ikke kender.

Drik ikke alkohol. Det kan godt være, du lige er blevet konfirmeret, men det er ikke ensbetydende med, at du skal drikke, som din storebror. Derfor er det en god ide at undgå at drikke alkohol. Og lad dig ikke presse af andre til at drikke alkohol.

Hvis du bliver provokeret af andre personer, så lad som ingenting og gå fra stedet. Typisk ser man, at en enkelt person provokerer en flok konfirmander, og så snart konfirmanderne svarer igen, så er de pludselig omringet af en stor gruppe bøller, der kun er ude på ballade. Derfor som sagt: forlad stedet, før tingene udvikler sig.

Lad være med at købe ting af folk, du ikke kender – nogle mennesker vil forsøge at udnytte evt. naivitet og prøve at sælge fx stjålne varer til konfirmander.

Sørg for at have en aftale med dine forældre om, at de skal hente dig, når dagen er slut. Ring evt. sammen med dem i løbet af dagen.

 

blå mandag

DEN KRIMINALPRÆVENTIVE SEKTION